Hip Hurra

Siden sidst har Anton haft fødselsdag. Han blev 2 år. Vi havde en stille og rolig dag i familiens skød, og besøg af bedsteforældrene. Når man har et meget sensitivt barn, så er det ikke hans behov, at der kommer mange gæster, så¨der var kun besøg af bedsteforældrene. Men Anton klarede det flot, og hyggede sig med sine bedsteforældre. Sjovt nok skulle der denne dag komme besked fra sygehuset omkring hans EEG-undersøgelse, og heldigvis var det gode nyheder om, at der ikke var mistanke om epilepsi. Det havde næsten heller ikke været til at bære på denne dag, som er meget speciel i vores familie.

Speciel fordi Anton har fødselsdag, men også fordi at hans tvillingebror Jeppe har fødselsdag. Ind imellem tænker man, når man kigger på Anton, at der jo skulle have været en til. Og tankerne går på, hvordan han havde været, - havde vi kunnet kende forskel på dem og hvordan havde det været at se dem sammen. Tankerne går også på, at hvis nu operationen var gået godt, havde de så løbet omkring nu, og været nogle  frække drenge. Eller havde Jeppe i virkeligheden været mere dårlig end Anton , og haft endnu mere brug for hjælp. Ja, tankerne er mange, men tingene er nu engang som de er, at vores lille Jeppe ikke er i blandt os, men han er vores hjerter, og særligt i Antons. Selvom Anton har en alvorlig hjerneskade, så tror jeg bestemt at han til tider mangler sin bror, fordi de var så tæt forbundne.

Dagen er også speciel, fordi vores 12-årige datter i 2006 fik konstateret type 1 diabetes. Det er meget mærkeligt, at to så store og gennemgribende begivenheder skal komme på samme dato med 5 års mellemrum. At få et barn med en kronisk lidelse som type 1 diabetes er bestemt noget, der ændrer ens liv også. Nu er det jo næsten småting nu ved siden af det Anton har at slås med! Men dengang da hun fik det som 5 1/2 årig, var det en kæmpe omvæltning. At skulle få sit barn til at måle blodsukker op til flere gange om dagen, sørge for daglige insulin-injektioner, og prøve at styre dette her blodsukker, det var en kæmpe udfordring. Derudover var der også en børnehave, der skulle læres op i det, og senere på året en skole. Kæmpe opgave for os forældre. Ikke noget at sige til at vi på nogle tidspunkter gik ned med flaget rent psykisk, for det var en ekstra stress-faktor, der kom ind i vores liv.

Nok om diabetes. Der kommer måske senere mere om dette, for det er stadig noget der fylder i vores liv, og vores datter. Men det er tankevækkende stadigvæk, at disse ting falder sammen på samme dato.

Her hjælper Matilde Anton med at pakke gaver op.