2011

Efter hjemkomsten fra Næstved sygehus begynder der igen så småt at tegne sig en "normal" hverdag i vores lille familie. Vi har heldigvis prøvet før at komme hjem med en lille ny, så det er dejligt, at vi kender til det. Hvad vi ikke har prøvet før er, at stå med et præmaturt barn med en svær hjerneskade, som kræver en helt anden pleje end et helt almindeligt barn født til tiden. Derudover er vi begge, men specielt mig, belastet af de traumatiske oplevelser, som vi fået igennem graviditet, fødsel og hospitalsophold.

Tiden går med at give flaske, pusle, sove osv. I den første tid er Carsten stadig hjemme på orlov, og det er dejligt at være fælles om tingene. Der er også en masse undersøgelser, som vi skal til på sygehuset, så det er rart at være to. Alting får dog en ende, og Carsten starter på job. Det bliver dog en kort fornøjelse, for han bliver opsagt samme dag, som han kommer retur. En ulykke kommer sjældent alene! Gudskelov får han hurtig nyt job, som han starter på i juni måned. Det skaber lidt ro i vores lille familie, som jo har nok at bekymre sig om.

Anton er meget sensitiv, og har brug for meget ro, tryghed og nærhed. Han befinder sig bedst i vores arme, og når Carsten er på arbejde, er det selvfølgelig mest mig. Det er meget svært at lægge ham fra sig, uden at han bliver ked af det. På grund af, at han er så sart, bliver det meget svært at komme nogen steder. Så ofte er en af os hjemme med Anton, mens den anden er af sted til arrangementer med de andre børn, eller for at handle. Jeg havde en forventning om, at han kunne sove i sin nye barnevogn, ligesom alle vores andre børn har gjort, men der måtte jeg revurdere mine forventninger. Han er meget lydsensitiv, og vågner bare naboens hund gør eller en græsslåmaskine bliver startet. Så efterhånden bruger vi kun barnevognen, når vi skal et sted hen, hvor han skal med. Og Anton sover sine lure indenfor.

Efteråret byder på en travl tid. Vi starter med at gå til kranio sakral terapi, da jeg har læst meget positivt om det. Antons hoved var fra fødslen meget spidst, og hans kranieplader var lappet ind over hinanden, så det så meget specielt ud. Jeg fandt ud af, at man via kranio sakral terapi kan gå ind og arbejde med disse ting, så det måtte prøves. Det er jeg meget glad for, at jeg kastede mig ud i, for terapeuten fik faktisk rettet Antons hoved så fint, så man i dag ikke lægger nævneværdig mærke til det. En anden gevinst ved kranio sakral terapi, og bestemt meget betydningsfuld, var at han i en alder af 8 måneder begyndte at sove hele natten!!! Det var store ting, og noget som kom hele familien til gavn. Derudover kunne jeg også lægge ham fra mig i længere tid af gangen, når jeg lige skulle lave noget andet. Så det var en rigtig god investering.

Siden starten hvor vi fik den frygtelige besked om Antons hjerneskade, har vi været meget opsøgende omkring, hvad vi dog kunne gøre. Min mand fandt hurtigt frem til foreningen “hjernebarnet”. En forening for forældre, der hjemmetræner der egne børn efter alternative metoder. Det var rart at finde historier om børn, der ligesom Anton, havde fået dystre prognoser, men som var blevet trænet, og havde fået et liv med mere livskvalitet. Dette førte os videre til firmaet “hjernetips” - www.hjernetips.dk - og ejeren Larz Thielemann, samt hans bog “Sofies nye verden”. En helt fantastisk bog, af en mand som havde trænet sin hjerneskadede datter til et bedre liv. I september måned bevilligede vores kommune et kursus hos Larz Thielemann om Neurologisk træning og stimulering. Et meget spændende kursus som indførte os i hjemmetræningens verden. Med masser af gå-på-mod vendte vi hjem og ansøgte straks vores kommune om materialer, kosttilskud og en hjælper, der kunne hjælpe mig med at træne nogle forskellige øvelser med Anton. Men desværre synes kommunen ikke at de skulle støtte det, så det var ren nedtur for os.

Samtidig med dette måtte jeg påbegynde et længere forløb hos en psykolog, for at få “ryddet” lidt op alle de begivenheder, som vi havde været igennem det seneste år. Det var hårdt, men også godt, for man lærer en masse om sig selv.

2011 er indtil videre nok det værste år i mit liv, selvom vi fik Anton. Når jeg tænker tilbage på dette år er det stadig med tårer i øjnene, men også en glæde over at vi fik Anton med hjem, og at vores lille familie klarede skærene.