På tur med klapvogn

Igår vovede jeg mig på tur med Anton i hans klapvogn.Vi skulle på besøg i Nicolai´s klasse og se nogle små film, som de havde lavet.  Når jeg skriver vove, så er det fordi, at det ikke bare er noget jeg gør. Det kræver grundig overvejelse - desværre. Anton fik sin klapvogn i sommers. Det er en special klapvogn, da han ikke vil kunne sidde i en almindelig klapvogn, da Anton jo ikke kan sidde selv. Da vi fik den var jeg jublende lykkelig, for nu kunne jeg endelig gå tur med ham, og gå en tur op på skolen og hente vores store børn. Barnevognen var ikke længere så god, når man gerne vil sidde opperejst, men ikke selv kan.

Jeg havde en forventning om, at nu skulle vi gå en masse ture, og snakke om tingene, og jeg ville vise ham vores lille verden. Men der blev jeg klogere. Anton ville slet ikke sidde i den, og blev meget ked af det og stresset. Og når Anton bliver det, bliver hans spasticitet stærkere, og han bliver helt stiv i kroppen. Med det resultat, at han er svær at få til at sidde ned og dermed få spændt fast. Så jeg har virkelig brugt lang tid på at øve det her med Anton for at han skulle blive glad for sin klapvogn. Jeg må indrømme, at jeg også selv har været temmelig stresset over det, når vi skulle afsted og nå noget til et bestemt tidspunkt. Og jeg ved godt at min stress og usikkerhed smitter af på mit barn, så det er lidt en ond cirkel at komme ind i.

Men turen igår gik faktisk over al forventning. Der var ingen gråd hverken frem eller tilbage. Anton accepterede og lukkede sig ind i sig selv - hans måde at sige på, at det her bryder han sig ikke om. Det gik også fint på skolen, selvom der var en del støj, og mange børn.

Reaktionen udeblev dog ikke. Da vi kom hjem reagerede Anton med at være meget pjevset, og han sov en meget kort lur. Og resten af dagen var det bedst at være hos mor. Desværre noget vi har oplevet før, og noget som mange andre for tidligt fødte også kæmper med. Det går fint når man er afsted, men så kommer reaktionen efterfølgende.