Helle´s blog

En blog om hverdagslivet med min skønne familie og specielt vores mindste søn Anton. Om hans historie og kamp for livet. Om kampen for udvikling og de udfordringer, der følger med. Om tanker, frustrationer, sorger og glæder. Om hverdagslivet med et handicappet barn.

torsdag den 29. november 2012

Så har jeg vovet mig ud i skriveriet, og er blevet blogger. Jeg har længe haft lyst til at give Anton sin egen side, enten hjemmeside eller facebook-profil, men nu blev det altså til en blog! Jeg glæder mig rigtig meget til at bruge den, og det er min ambition at skrive mindst en gang om ugen. Der vil blive skrevet om stort og småt, og om hvad der rører sig i vores familie. En familie der blev udsat for en kolossal livsændring for snart to år siden, da vi blev forældre til Anton - vores fjerde barn. Som vi troede var et helt almindeligt barn, men som viste sig at være født med en svær hjerneskade, samt ikke at forglemme 10 uger for tidligt.

Jeg åbner op for min blog idag, da dette tidspunkt forhåbentligt bliver et vendepunkt for Anton og hans udvikling. Vi er på vores første ABR-kursus og vurdering, og skal igang med denne behandlingsmetode. ABR er rigtig godt for børn med de samme problemer som Anton, og har hjulpet mange godt på vej. Jeg vil skrive lidt mere udførligt om ABR i et andet indlæg, for den interesserede læser.

Siderne 2011 og 2012 er endnu ikke tilgængelige, da de ikke er ført up to date, men de kommer hen ad vejen, når tiden tillader det

2 kommentarer:

  1. Hej Helle.
    Hvor er du bare modig og sej!
    Jeg vil følge dig og jeres kamp her på bloggen. Du er en god og livsbekræftende kvinde, men husk nu dig selv og resten af familien også, for hvis de ikke er med, så er der ingen der er med.

    Kender et par som også fik et hjerneskadet barn, det var hårdt for hele familien.

    Ønsker det bedste :)

    Kh Line Fauerholm
    Marius' mor

    SvarSlet
  2. Det er utrolig, at du kan finde ressourcer til at skrive på blog,jeg ved ikke hvor krævende det er at have et barn med specielle behov, men kan forestille mig. Glæder mig til at følge din blog om Anton og familien.Ønsker det bedste for jer. Leila Egebejrg

    SvarSlet