Tilbageblik

I går var det præcis 2 år siden at Anton og jeg blev udskrevet fra Næstved Sygehus, og kom hjem i vante rammer. Det var en fantastisk dag at slippe fra den grå betonklods i Næstved, væk fra læger og sygeplejersker, væk fra overvågning, kuvøser, vægte, elektroder, små bitte børn,  mælkekøkken og bip bip lyde, Væk fra sygehusmad, og tidlig aftensmad. Slut med at leve i en kuffert, og ikke have alle sine ting omkring sig. Bare hjem og være sammen hele familien igen, og lave sin egen mad. Sove i sin egen seng, og få tingene ind i en rytme.

Samtidig var det også meget angstprovokerende. I baghovedet lå lægens ord om, at vi skulle tage hjem og få en god tid med Anton (hun mente ikke at han ville overleve). Vi skulle være forberedt på at vende tilbage igen (vi fik åben indlæggelse, så vi kunne bare komme), for han ville døje meget med sygdom. Og sidst men ikke mindst et svært handicappet barn.

Til ovenstående vil jeg sige, at Anton lever endnu - gudskelov - , og at Anton aldrig har været alvorlig syg, så han har været indlagt på sygehus. Så den eneste kontakt vi har haft til sygehuset har været, når vi har været til kontrol. Det sidste med et svært handicappet barn, fik hun desværre ret i. Anton har brug for hjælp til alt i en alder af 2 år, og han kræver stort set en voksen hele tiden.

Alligevel smiler vi stort. For tænk engang hvilke prognoser og udsigter vi fik med os på vejen. For lægerne ved jo hvad de snakker om, eller hvad? Det troede jeg dengang, men har efterhånden fundet ud af, at de ikke kan forudsige alt - gudskelov. Så vi kniber os selv i armen, og kigger på Anton og hinanden, og smiler stort.